Mine personlige anbefalinger


Nice er en foodies drøm; fyldt med skønne restauranter. Især er byens kokke gode til at kombinere byens italienske og franske arv. Men der er også rigtig mange turistfælder, som du skal undgå. Her har jeg samlet mine favoritter.

Spis i Nice

La Petit Maison

Nærmest legendarisk restaurant i Nice, som ligger på grænsen til den gamle bydel. Lidt i stil med Victor i København. Her er altid en fest, smukke kvinder og gode vine. Priserne er til den pebrede side, og du skal sørge for at bestille et bord i god tid, da det er her Nicolas Sarkozy og andre berømtheder spiser, når de er i Nice.

Restaurant Pin Pin

I området Nice Port finder du mange gode restauranter. En af de nyere af slagsen hedder Pin Pin, og der er noget skandinavisk over den lette og lyse indretning. Maden er vidunderlig - og indbyder til "family style" - til at dele forskellige retter ved bordet. Deres ceviche er fantastisk.

La Merenda

Måske den bedste restaurant i Nice: La Merenda. Restauranten ligger i udkanten af den gamle bydel og drives af Dominique Le Stanc, der har en fortid på Michelin-restauranter, bl.a på Hotel Negresco. La Merenda er mikroskopisk lille, så det er næsten umuligt ikke at falde i snak med de andre gæster. Maden er ærlig og autentisk. Dominique køber alt frisk på Cours Saleya hver eneste dag. En varm anbefaling herfra

Nespo

Jeg har desværre ikke selv spist her endnu, men sidst jeg var i Nice, var det her Kylie Jenner spiste middag.Elton John, Sharon Stone og mange andre hallowood-personligheder har også spist her. Det ser også virkelig dejligt ud, og måske man ligefrem kan spotte en stjerne, mens man indtager snegle, risotto eller caviar.

LE RESTAURANT DU COUVENT

Le Restaurant du Couvent er en ny restaurant på det smukke Hotel du Couvent, hvor historie og moderne luksus mødes. Restauranten ligger i et tidligere kloster fra det 17. århundrede, som er nænsomt renoveret, og hylder det bedste fra det sydfranske køkken. Det, der virkelig gør restauranten unik, er dens dedikation til at bevare lokal tradition. Brødet bages på samme sted, hvor klosterets nonner engang bagte deres.

Canon

Le Canon ligger i samme gade som min lejlighed og er en populær lille restaurant, der serverer enkel mad tilberedt af lokale råvarer. De lokale leverandører er udvalgt med omhu, og de serveres ned 100 % naturlige vine. Masser autenticitet og ærlighed.

Restaurant Hotel Amour

Hotel Amour Nice er søsterhotel til de hippe hoteller Amour og Grand Amour i Paris. Det er her du møder de smarte film- og reklamefolk og der er altid god stemning i baren om aftenen. Restauranten serverer græsk mad, og du kan bede om et bord i deres indvendige gårdhave, som er overdækket om vinteren. Hotellet har sin egen strandbar, som er super charmerende og til et prisniveau, hvor mange kan være med.

Renée Bistro

Elegant og nyrenoveret restaurant på promenaden. Gode drinks og god stemning om aftenen. Maden er okay, men det er beliggenheden og stemningen - indimellem med live jazz - der har gjort Renee populær.

Hotel Restaurant La Perouse

Det lille insta-venlige boutique hotel La Perouse har en vidunderlig gårhave med restauranten Le Patio. Her kan du sidde under de gamle appelsin-træer og nyde traditionelle retter fra det sydfranske køkken i moderne versioner.

Tapas Z

I ejendommens stueetage finder du en rigtig fin tapas-restaurant, Z. Her er både pladser ude og inde og maden er ganske glimrende; ceviche, risotto, grillet lam. Retterne egner sig til at blive delt. Det er et populært sted, så også her er det en god idé at booke bord på forhånd.

Scroll to Top