Mine anbefalinger


Nice er en foodies drøm, men der er rigtig mange dårlige turistfælder. Her har jeg samlet mine meget forskellige favoritter, så du kan være sikker på at spise godt i Nice – både når det skal være festligt og autentisk.

Spis i Nice

Cannes-sekmentets favorit: La Petit Maison

Legendarisk restaurant i Nice, som ligger i den gamle bydel. Lidt i stil med Victor i København. Her er altid en fest og virkelig smukke kvinder. Priserne er til den pebrede side, og du skal sørge for at bestille et bord i god tid, da det er her Nicolas Sarkozy og andre berømtheder spiser, når de er i Nice.

Nordisk inspireret delemad: Restaurant Pin Pin

I området Nice Port finder du mange gode restauranter. En af de nyere af slagsen hedder Pin Pin, og der er noget skandinavisk over den lette og lyse indretning. Maden er vidunderlig - og indbyder til "family style" - til at dele forskellige retter ved bordet. Deres ceviche er fantastisk.

En personlig oplevelse: La Merenda

Måske den bedste restaurant i Nice, hvis du spørger mig: La Merenda. Restauranten ligger i udkanten af den gamle bydel og drives af Dominique Le Stanc, der har en fortid på Michelin-restauranter, bl.a på Hotel Negresco. La Merenda er mikroskopisk lille, så det er næsten umuligt ikke at falde i snak med de andre gæster. Maden er ærlig og autentisk. Dominique køber alt frisk på Cours Saleya hver eneste dag.

Spis med Hollywood-vibe: Nespo

Nespo ligger på Boulevard Victor Hugo er en moderne, eksklusiv restaurant. Her spiser Kylie Jenner, Elton John og Sharon Stone. Maden er helt viunderlig, og det er virkelig hyggeligt at sidde ude foran om sommeren og spise snegle, risotto eller caviar.

Bistromad under lysekroner: Le Bistrot Jan

Der er en ny bistro i Nice Le Port, skabt af den sydafrikanske Michelin-kok Jan Hendrick van der Westhuizen. Han står også bag den eksklusive Restaurant Jan i nabobygningen – en oplevelse, der kan være svær at få bord til. Heldigvis er bistroen mere tilgængelig, og den er en skøn. Indretningen er parisisk chic med mørkegrønne vægge, lysekroner, marmor, antikviteter og overdådige blomsteropsatser. Alligevel er stemningen afslappet, og menuen byder på velsmagende bistroklassikere. Og så laver de fremragende cocktails!

Spis med udsigt: Seen by Olivier

Med panoramaudsigt over både havet og bjergene er Seen by Olivier den perfekte destination – både som restaurant og rooftop-bar. Om morgenen og til frokost kan du nyde din kaffe til den betagende udsigt over vandet, mens aftenerne byder på en livlig stemning med DJ og cocktails - om sommeren under åben himmel. Restauranten ligger på toppen af det femstjernede Hotel Anantara, blot et stenkast fra Masséna-pladsen.

Gammelt munkekloster forvandlet: Le Restaurant Du Couvent

Le Restaurant du Couvent er en ny restaurant på det smukke Hotel du Couvent, hvor historie og moderne luksus mødes. Restauranten ligger i et tidligere kloster fra det 17. århundrede, som er nænsomt renoveret, og hylder det bedste fra det sydfranske køkken. Det, der virkelig gør restauranten unik, er dens dedikation til at bevare lokal tradition. Brødet bages på samme sted, hvor klosterets munke engang bagte deres brød.

Autenticitet og lokalmiljø: Canon

Le Canon ligger i samme gade som min lejlighed og er en populær lille restaurant, der serverer enkelt mad tilberedt af lokale råvarer. De lokale leverandører er udvalgt med omhu, og de serveres med 100 % naturlige vine. Masser autenticitet og ærlighed.

Paris i Nice: Restaurant Hotel Amour

Hotel Amour Nice er søsterhotel til de hippe hoteller Amour og Grand Amour i Paris. Det er her, du møder de smarte, og der er altid god stemning i baren om aftenen. Restauranten serverer græsk mad, og du kan bede om et bord i deres indvendige gårdhave, som er overdækket om vinteren. Hotellet har sin egen strandbar, som er super charmerende og til et prisniveau, hvor mange kan være med.

Promenade-populær: Renée Bistro

Elegant og nyrenoveret restaurant på promenaden. Gode drinks og god stemning om aftenen. Maden er okay, men det er beliggenheden og stemningen - indimellem med live jazz - der har gjort Renee populær.

Insta-favorit: Le Plongeoir

I slutningen af det 19. århundrede blev en elegant fiskerbåd fastgjort til en klippe i udkanten af Nice. Under "La Belle Époque" kunne gæster spise og drikke te seks meter over bølgerne. Restauranten blev hurtigt et vartegn for Nice og er det stadig. Så her skal du bestille bord i god tid, for alverdens turister har set stedet i deres Insta-feed. Det er også ret vidunderligt at sidde nærmest ude på vandet og se solen gå ned.

På toppen af Nice: Taulissa

Nice fik i efteråret 2024 et nyt fem-stjernet hotel og i den forbindelse en stoe arkade med luksus-shopping, bl.a. Zimmermann og Chanel. Hotellet hedder Victoria og er del af Maison Albar Hotels-gruppen. På deres øverste etage har de placeret en restaurant med en helt igennem vidunderlig udsigt, både til havet og til bjergene. Nyd udsigten og spis en frokost eller en middag i restauranten Taulissa i de smukke, nye omgivelser.

Spis under appelsintræerne: Hotel Restaurant La Perouse

Det lille insta-venlige boutique hotel La Perouse har en vidunderlig gårhave med restauranten Le Patio. Her kan du sidde under de gamle appelsin-træer og nyde traditionelle retter fra det sydfranske køkken i moderne versioner.

Tapas hos underboen: Tapas Z

I ejendommens stueetage finder du en rigtig fin tapas-restaurant, Z. Her er både pladser ude og inde og maden er ganske glimrende; ceviche, risotto, grillet lam. Retterne egner sig til at blive delt. Det er et populært sted, så også her er det en god idé at booke bord på forhånd.

Scroll to Top